30. December 2009

Hej til alle der enten tilfældigt eller knap så tilfældigt kigger forbi her!

Vi skal have en rigtig børnevenlig nytårsaften sammen med nogle venner. Så den kommer til at stå på børnechampagne, tidligt nytårskrudt, formentligt et spil Uno og hvis vi er heldige lidt musik fra Kristines yamaha :-)

I må ha´ et fantastisk nytår!

Hilsen Lotte

31. October 2009

Vi har været på en fantastisk skovtur med kameraet. Og fik taget en masse vidunderlige billeder med efterårets flotte farver. Jeg har boet heroppe stort set hele mit liv, men har aldrig tidligere fået kigget nærmere på naturlegepladsen ved Fredensborg. Efter en spændende rundvisning af naturvejlederen, som tilfældigvis lige have lyst til at vise os stedet, hyggede og legede vi på den gamle fine plads. En skøn eftermiddag med pragtfuldt vejr.
Jeg kan desværre stadig ikke indsætte fotos her, så hvis nogen har en god ide til hvorfor iPhoto og denne side ikke vil samarbejde, lytter jeg meget gerne…..

Og så havde Kristine sin første diktat i skolen forleden. Hun er blevet “dømt” til at lave den sværeste diktat. De svære ord som “nogen, hedder, kender, andre” og ca 10 andre klarede hun uden problemer. 0 fejl - flot Kristine!!

25. October 2009

Nu har jeg lige betalt for at have denne side et år mere, så nu må jeg jo se hvor meget jeg får den brugt. Jeg har meget lidt tid foran skærmen for tiden, så jeg overvejede faktisk at droppe at have en hjemmeside. Men hvem ved om jeg pludseligt får gnisten til at holde denne side ved lige igen. Nu lever den ihvertfald et år mere, med eller uden indlæg….

Vi har brugt denne vidunderlige efterårsdag i zoologisk have. Amurtigerne blev fodret og hunnen gik nærmest til angreb på dyrlægen, da han kom for at se til den skadede han. Ifølge dyrlægen skulle hun være en værre bitch… Ellers fik vi læst en masse om Madagascar og denne ø´s aber. Absolut et feriested, der er værd at overveje. Gederne blev klappet og elefanterne fik selvfølgeligt også besøg af os. Min kærlighed til elefanter er absolut gået i arv.. Jeg håber ikke dette var det sidste besøg derinde i år. Men vi har jo også en smule andre ting at tage os til :-)

Sidste weekend fik vi set den nye Disney-film OP og besøgt Knuthenborgs skønne dyr. Især tigerne og lemurskoven var en fantastisk oplevelse. Kristine oplevede at en lemur snusede til hendes hånd (hun turde vist dårligt nok trække vejret af angst for at skræmme den). Utroligt nok var vi stort set alene i hele parken, og fik derfor set dyrene på tæt hold inden de gik i hi for vinteren.

I ferien nåede vi også ind og se Ronja Røverdatter i Tivoli. Kristine er vildt begejstret for denne Lindgren fortælling, og har den både på bog, cd og film. Vi måtte derfor også ofre lang tid på at se den, da vi i sommer besøgte Astrid Lindgrens verden. Men det er nu også en fin historie og fantastisk musik.

I morgen starter en ny uge med skole, lektier og at hygge med hinanden, så jeg må hellere finde sengen.

3. March 2009

Mænd der hader kvinder!
Hvis du hører til den gruppe, der ikke har læst Stieg Larssons fede bog, så gør dig selv den tjeneste at bruge en aften på at se den i biografen. Filmen er hamrende god!

10. February 2009

Vi har vinterferie, og nyder at kunne sove længere end til 06.10 og nyder især at aftenen er “længere”. Vi er vist i den grad B-mennesker. Ville ønske den virkelige verden startede lidt senere på dagen til hverdag, men den er nok svær at få igennem i folketinget…..

Om lidt kører vi hjem til et par legekammerater, og så skal der bare leges nogle timer :-)

9. February 2009

Jeg er ved at prøve at starte min windows op fra ny. Det skal nok blive morsomt, eller måske knap så morsomt. Men det har været tiltrængt længe. Er desværre også nødt til at ofre et nyt diskdrev, da to gamle er stået af.

Det er faktisk lidt fristende bare at skrotte den, men det er der jo ikke meget udfordring i, og jeg satser også på at den skal ende som spillecomputer for ungerne….

9. February 2009

Og så er Græshårsmanden fra sidste uge forresten ved at få hår. Han er mere sjælden end køn ;-)

9. February 2009

En af julegaverne under træet i år, var et keyboard til min lille prinsesse. Og det har vist sig at være en genial gave. Tonerne af “Jeg ved en lærkerede”, “Her kommer Pippi Langstrømpe”, “Regnvejrsdag i november” og mange andre, lyder dagligt her i stuen. Hun har lånt nogle noder af en af sine veninder, som har gået til spil og kaster sig ud i mere og mere avancerede melodier. Jeg kan kun sige: JEG ER IMPONERET :-)

2. February 2009

Søndag var der børnedag i kirken, hvor der skulle males tønder til den kommende fastelavnsfest. Derudover lavede børnene de sødeste (og også lidt grimme) små mænd med græshår. En sjov ide, som skal huskes til en børnefødselsdag.
Den 22. skal tønderne slås ned.

26. January 2009

Det er en smule mærkeligt det her, eller også er jeg bare ualmindelig dum…. På min Mac kan jeg ikke få lov at indsætte fotos, så de kan ses her. Men hvis jeg flytter billederne over på min Windows pc går det fint :-) Såååå er jeg bare fatsvag eller hvad?

Nå men hvis jeg havde fået lov, havde I lige fået et par skud af min rideglade pige, men det skal åbentbart ikke være nemt det her. Jeg arbejder videre på sagen…

Kristine er blevet hamrende god på hesteryg.
Hvis du skulle ha´ lyst til en kigger kan du hente et videoklip med hende på www.gribskovrideklub.dk under ridefysioterapi og balancetræning…